PROMETHEUS

Det kræver et godt helbred at være syg, siger et gammelt mundheld. Og et forløb med undersøgelser, diagnose, behandling og opfølgning er da heller ikke for sarte sjæle. Som patient kan man komme til at føle sig talt ned til, og at man ikke selv bliver inddraget i behandlingen. Det er uheldigt både for patienten, de pårørende og sundhedsvæsenet. Netop denne situation vil projektet PROMETHEUS forsøge at gøre op med. Et stigende antal patienter ønsker at være aktive i håndteringen af deres sygdom, og det er et ønske, der kan blive opfyldt ved hjælp af projektets resultater.

I projektet inddrages nye medier og teknologier i udviklingen af individualiseret informationsmateriale, dvs. tilpasset den enkelte patient eller pårørende. Med såkaldte selvmålings-apps og health-apps kan patienter samtidig selv dokumentere og kommunikere om deres symptomer. På den måde kan personalet lettere danne sig et detaljeret overblik, og evaluere effekten af behandlingen. Det letter dagligdagen for patienterne og fremmer dialogen med sygehuset. Patienter bliver som følge af projektet i stand til at samarbejde om diagnosticering, behandling og helbredelse. Det betyder, at patienterne kan møde lægen i øjenhøjde, når der skal vælges mellem forskellige behandlinger og dermed aktivt bidrage til deres egen behandling.

I første omgang retter projektet sig mod sygdommene prostatakræft og inkontinens. Det er dog meningen, at erfaringerne fra projektet senere skal overføres til andre sygdomsområder. Derudover er det hensigten, at de forretningsmæssige aspekter i de udviklede apps senere kan udnyttes i en bredere sammenhæng.