Global Company Training (GCT)

Der er dage, man aldrig glemmer. For de fleste vil et eksempel på en sådan en dag være, når man efter mange år på skolebænken endelig får papir på endt uddannelse. Men eksamensbeviset er kun et stykke papir. Samfundet forandrer sig hele tiden og kun gennem videreuddannelse er det muligt at følge med i udviklingen – dette gælder ikke mindst i en international verden. Virksomhederne har behov for, at de ansatte udvikler deres internationale kompetencer i forhold til konkrete markedsmuligheder. Men regionens mange små og mellemstore virksomheder har ikke så meget appetit på de ordinære kurser og uddannelser, der udbydes. Løsningen kunne være, at skolerne bliver mere fleksible i tilrettelæggelsen af kurser og undervisning, og det er udgangspunktet for projektet Global Company Training.

Ved at benytte ny teknologi i undervisningen bliver det muligt at uddannelsen kan finde sted på arbejdspladsen, så medarbejderne ikke skal bruge tid på transport. Det begrænser spildtid i forbindelse med videreuddannelse. Grænseregionen giver samtidig en enestående mulighed for at bringe et internationalt aspekt ind i undervisningen ved at skabe fælles uddannelse og træning af unge studerende og medarbejdere i virksomheder på tværs af fysiske afstande, sprog og kultur. På den måde kan projektet bringe tysk virksomhedskultur ind i den danske undervisning og omvendt. Med andre ord kan medarbejdere i små og mellemstore virksomheder lære af hinanden på tværs af kultur og sprog, hvilket giver bedre kompetencer end ved almindelig efteruddannelse.

Partnerskolerne i projektet oplever udfordringer, som kræver løsninger på et højt niveau. Ved at lægge ressourcerne sammen kan skolerne imødegå de behov, som regionens virksomheder har. For skolerne er udviklingen helt nødvendig for at få en teknologisk løsning, som kan give adgang til flere uddannelser for virksomhedernes medarbejdere også uden for de store byer. Global Company Training bidrager dermed til et mere sammenhængende uddannelses- og arbejdsmarked i regionen. Og teknologien er nøglen.